Østersøen rundt: maj 2011

Vi har nu været væk i knap tre uger og som billeder, videoer og logbogen fortæller, har vi allerede oplevet en hel del og nået vidt omkring. Da kronologiske fortællinger er kedelige som kølhalinger, vil vi nøjes med blot at indvie jer i lidt forskellige episoder fra vores tur. Forbered dig hellere på en små pubertær historie om fire voksne drenge, med yderst forskelligartet kropsbehåring.

Først en liste, lister er gode:

9 fulde solskinsdage

6 dage med sol og skyer

3 dage med en anelse regn

1 seriøs byge

Vi har tømt mere end 100 liter vand ud af båden. Vi forventer at have drukket tilsvarende mængder af øl.

Båden indeholder stadig uoverskuelige mængder af slik – afskedsgaver. Når vi har spist det hele, har vi spist mere end 2 kilo pr. mand.

Vi har ødelagt et sejl, et kvindehjerte og et toilet. Sejlet og toilettet er repareret igen.

Vi har besøgt 1 hovedstad og mangler 3. Vi har sejlet ca. 450 sømil (ca. 850 km.) og mangler stadig 2/3 af den samlede distance.

Vi har været i Sverige, Letland og Estland og mangler at besøge Rusland, Finland og Sverige igen.

I ca. halvdelen af havnene har vi overnattet gratis og været eneste gæst. Det er ikke sommer endnu.

En (og kun en – WTF?!) lokalavis har skrevet om os, pga. at vi er sæsonens første båd og at vi er overraskende mange, på usædvanligt lidt plads.

Ca. 73 gange har Frederik smadret hovedet op i bådens loft.

En flaskepost er udsendt, midt i Østersøen.

Vi har besøgt 4 borge, fået et hul i et øre og været på en stripklub, hvor der ikke blev vist et eneste stykke bryst. Vi har ikke været på en stripklub, hvor der blev vist bryster.

Det må være tilstrækkeligt med faktuelle oplysninger om turen. Nu til løgn-historierne:

Den starter i Kalmar og slutter et mærkeligt sted.

I Kalmar (Sverige) kom vi endelig i byen, provinsbyen. Vores SU og understøttelse medbragt fra velfærdsstaten Danmark købte dyre svenske fadøl og tabte sig selv på kasino. Os selv derimod blev afvist af dørmænd og fik svenske venner, som var med til fest i båden. Uheldigt for den (båden), vores søde ældre naboer, og Frederik som overnattede i en sauna.

Vores elskede naboer tilgav os, lærte os lidt havnepli og ønskede os, til trods, kun held på rejsen. Med tømmermænd og en let brise i røven, kunne vi for første gang smide tøjet og nyde en underfundig, men pirrende udsigt til blege, svage drengekroppe og kroppenes dertilhørende kønsdele med videre:

Martin er uden tvivl den mest veltrænede, om end han stadig er en splejs. Et par tatoveringer må dog virke tiltrækkende på såvel mænd og kvinder.

Frederik har det største ar, men de mindste overarme. Samlet set gør det ham lige akkurat til ligeså meget mand som os andre.

Jeppe har mest mave og klart mest behåring. Kropsbehåringen er indenfor det normale, men i den tunge ende. Hans ben er dog en uudforsket urskov.

Jon er den højeste, måske flotteste. Armene kan lægge fjender ned, mens der alvorlig risiko for at hans umenneskelige tynde ankler vil knække, hvis flugtforsøg i løb foretages.

Kønsdelene vil måske blive omtalt på et senere tidspunkt. Men vi kan røbe, at vi måske har en never-nude i blandt os, hvilket kan komplicere beskæftigelsen med dette emne en anelse.

Mens vores kroppe som sagt ikke er det store at skrive hjem om (selvom vi nu har brugt en del plads på netop dette), står det helt anderledes til med vores sind. Vi er alle sammen nogle fandens karle. Og det har de første uger af rejsen bekræftet os i. Nogle er nok lidt mere fandens end andre, men alle har kvaliteter, som ikke alene er nødvendige, men altafgørende for turens succes:

Martin elsker at sove og er dermed altid veludhvilet. Desuden har han fanget nogle fisk, der ikke var helt gamle nok, men som smagte forrygende. Når noget er lidt, er det en delikatesse. Martins nosser er ikke en delikatesse, der forundt mange, for de er kæmpe store (der gik ikke længe). Dette beviste han især i en hidsig spilernedtagning kl. 2 om natten ved ankomsten til Letland. Forestil dig Martin med livline, pandelampe og en rambokniv i munden. Omkring ham er et mindre stormvejr, kæmpebølger, mørket, tre fandens karle, lysten til Riga Balsam (en yndet bitter ombord på Scarlet) og savnet til sin kæreste. Han klarer det hele på en gang. Hold kæft en karl.

Jon er høj. Det er godt når man skal nå noget. Jon når meget. Det er derimod dårligt, når der er ca. 130 cm. fra gulv til loft. Men der heldigvis mange måder man kan nå ting på. Og ingen er søstærk som Jon. Finere madlavning i 12 meter pr. sekund under dæk, mens båden krænger mere end sømænd, der vælter hjem fra byen. Det kræver en ørering, en fiskerhue og et par Docksides at holde til den slags. Netop de tiltag har Jon naturligvis foretaget, hvilket nok gør ham til Scarlets (altså bådens) yndling. En fandens gentleman.

Jeppe hedder Bo til mellemnavn. Jeppe Bo eller blot ”Beregnende-Bo”. Han er altid på forkant med lumsk tåge, uduelige gaster, enorme søer (læs: bølger af tykke kvinder i flok) eller andre, for almindelige mennesker, uforudsigelige hændelser. Han er en fandens karl, når han har rorpinden i hånden og smider sin skude ud over bølgerne, med masser af snus-tobak i kæften. Kæften bruges desuden en del til tale, hvilket vel egentlig trækker lidt ned på karl-skalaen. Fandens karle snakker ikke meget. Til gengæld er Jeppe Bo ikke bange for noget. Lad os ikke håbe, at det bliver et problem.

Frederik har briller. Det virker tiltrækkende på en del mennesker. Det er godt at have en med briller med på en ekspedition. Desuden er han usædvanlig skarp i replikken. Det kan både tiltrække og frastøde mennesker, men indtil nu gør han det godt. Han balancerer således perfekt på grænsen mellem at være en fandens karl og en stor idiot. Fornemmelsen på nuværende tidspunkt er, at han kun vil forfine disse evner, efterhånden som han får flere sømil under vesten. Som allerede nævnt har han også et stort ar. Det er sejt og må indgyde en del respekt.

Selvom vi i denne beskrivelse naturligvis udelader væsentligheder, understreges det at vi har et velsammensat hold til at klare Østersøens mange luner. Bevares, vi har mangler og disse bliver dagligt udstillet, men der er jo ingen grund til at udstille dem netop her.

Måske havde du som læser regnet med at læse noget om vores tur og ikke noget om os. Men efter en længere diskussion om menneskets natur (denne vender vi tilbage til), er vi noget frem til at du aldrig havde været på denne blog, hvis det ikke var os, der sørgede for indholdet. Dermed er det soleklart at dette stykke tekst måtte handle om os og ikke om turen. Eller som minimum må det handle om begge dele.

Tilbagevenden til diskussionen om menneskets natur: De fleste mennesker er egocentriske (nævn et, der ikke er?), men alligevel er de fleste mennesker også søde. Måske er det fordi at det er bedst for dem selv, hvis de er søde mod andre. Vi er nået frem til at det er et smart system, der sikrer en nogenlunde sameksistens imellem mennesker. Derfor har vi indordnet os og praktiserer systemets grundvilkår i en så høj grad, at vi har fået venner, mange af de steder vi har besøgt.

Om sameksistens: Vi har fået et relativt stort indblik i både Letlands og Estlands historie. Det kan man blandt andet få på museer. Den (historien) viser at det med sameksistens er svært og et ret nyt fænomen i denne del af Østersøen. Danmark smadrede Esterne i 1200-tallet og så faldt vores flag ned fra himlen, så kom tyskerne, så kom russerne, så kom tyskerne igen, og så kom russerne igen. Finnerne var vist også forbi en gang og samlet set har Estland stort set kun været sig selv i 20 år, igennem de sidste mange århundreder. Men det ser ikke ud til at det har gjort dem sure. Derimod lader det til at de virkelig har fattet det med sameksistens på meget kort tid. Nu er de med i EU, sammen med alle os andre. Og lige inden muren faldt (den i Berlin), gik 2 millioner estere, lettere og litauere sammen i protest mod Sovjet og dannede en menneskekæde fra Tallinn i nord via Riga til Vilnius i syd. Det er kalder vi sgu sameksistens. Letland er endog så populær, at de vandt Eurovisionen for få år siden. Så er man godt populær.

Hvem der er mest populær på båden, har vi endnu ikke fået afklaret, men vi ser frem til at finde ud af det. Indtil da kan vi blot konstatere at Jon er bedst til at kaste, Martin er bedst til at fiske, Frederik er generalist og Jeppe er bedst til at sørge for, at der kommer konflikter. Dette strider stik imod hans rolle som skipper, men heldigvis har resten af drengenes rolige sind og tilbagelænede stil sikret skibsfreden. Er alt dette er nok til at få os til Tallinn (Estlands hovedstad – når vi når frem, skal I altså selv redigere lidt i den tidligere fremlagte liste)? Det er svært at svare på, men forsøget fortsætter og vores kæreste ved at vi har det godt. I andre tænker måske nærmere: Hold kæft et fucked blog-indlæg.

Når nu vi har gennemskuet hvordan menneskets natur er og ikke mindst fremlagt den for jer, kan I også godt gennemskue, hvorfor vi gerne vil sende kærlige hilsner til jer alle.

/Jon, Martin, Frederik og Jeppe